Hvad slags påvirkning er bedst at bruge i runderingsindlæring? Lyd, syn, vindfært…? Hvor meget og hvor længe bør man bruge påvirkning? Er det “farligt” at bruge for meget påvirkning? Og hvor meget er for meget…? Dette er spørgsmål som optager de fleste hundeførere som træner rundering.
Tekst: Morten Egtvedt
Jeg oplever at vældig mange hundeførere helst ikke vil bruge påvirkning i det hele taget. Jeg tror mange næsten føler det som et slags personligt nederlag hver gang de må køre en påvirkning.
På en måde er dette en fornuftig holdning. Alle typer hjælp kan under bestemte forhold føre til hjælpeafhængighed, så man skal ikke overdrive brugen af påvirkning. Men HVORDAN man bruger påvirkning, er ofte meget vigtigere end HVOR MEGET.
For denne modvilje mod at bruge påvirkning fører også til vældig meget dårlig runderingstræning.
Det er måske lidt forvirrende at høre en klikkertræner opfordre til mere brug af påvirkning, så jeg skal forklare mig lidt nærmere…
Hvad er det som ofte sker når hundeføreren for en hver pris ikke vil bruge påvirkning? Her er nogle observationer:
1. Hunden går ikke lige / langt nok ud, og finder ikke fig. Ofte bliver hundefører så nødt til at køre en påvirkning når hunden skal sendes næste gang for at få den ud på samme sted i det hele taget. Hvad lærer hunden af dette? Når der ikke er påvirkning, finder jeg ikke noget, når der ER påvirkning finder jeg let noget. OG, hvis jeg går et kort og dårligt udslag først, får jeg hjælp så det bliver lettere bagefter. Det vil i sådanne tilfælde være meget bedre at køre påvirkning på FØRSTE FORSØG.
2. Når hunden sendes uden påvirkning før den er klar til det, vil den ofte prøve at finde lettere løsninger. Dette vil ofte være at lede efter spor, eller at slå tilbage til der hvor figuranten lå forrige gang, og om muligt følge sporet frem derfra. Sker dette mange gange, laver man hurtigt problemer for sig selv som det tager meget tid at løse.
3. Hundeførere som ikke vil bruge påvirkning fra figurant, gør ofte hunden endnu mere afhængig af diverse ekstra hjælp FRA SIG SELV i stedet. Det kan være at de står og peger ud i skoven i et minut før de slipper hunden, de dunker den i siden, råber “hallo” ud i skoven, de følger efter hunden mange meter ud i terrænet osv. osv. Som klikkertræner vil jeg meget hellere se at hunden raskt og frivilligt sætter sig i udgangsstilling når hundefører stiller sig op med fronten mod skoven, og derefter får en lille påvirkning, end at hundefører maser og maser og derefter hetzer, styrer, peger og venter i lang tid før hunden sendes uden påvirkning. Det sidste er MEGET mere afhængighedsskabende!
4. Når man er meget modvillig mod at bruge påvirkning, vil hunden oftere mislykkes (ikke finde fig i det hele taget på udslaget, og/eller finde fig ved hjælp af spor, og/eller finde fig på andre måder end at søge lige ud). At mindst 80% af udslagene bliver succes, er meget vigtigt i rundering – måske endnu vigtigere end i lydighedstræning. I rundering kan vi ikke lige så enkelt holde belønningen tilbage hvis hunden laver fejl. Figuranten ligger der ude på et fast sted, og idet hunden er sendt, er sagen (til en vis grad) udenfor vores kontrol. Vi kan kun, baseret på tidligere erfaring, gætte os til hvordan hunden vil gå idet vi slipper den. Gode hundeførere er rigtig dygtige til at spå om dette, og er derudover ikke bange for at køre en påvirkning i tilfælde hvor de vurderer at oddsene er dårlige. Hvis man ikke har så meget erfaring endnu, vil man efter min mening tjene på hele tiden at ligge på den sikre side. Hvis du ikke er villig til at vædde 10 armbøjninger på at hunden går rigtigt hvis du sender den uden påvirkning, er det meget bedre at køre en påvirkning (lyd, syn, vindfært – brug det som passer bedst til akkurat det udslag). Efter påvirkningen kan du godt trække hunden væk et lille øjeblik før du sender den, eller evt. sætte den af på den anden side af midterlinjen og køre en flying. Ved at lade lidt tid gå mellem påvirkning og udsending, bliver der egentlig meget lidt forskel på med/uden påvirkning, og risikoen for hjælpeafhængighed er meget lille (hjælpeafhængighed får man først og fremmest hvis man gør meget som i pkt 1, og ellers ligger langt under 80% succes).
Konklusion
Kort sagt anbefaler jeg altid at køre påvirkning PÅ FØRSTE FORSØG de gange du er lidt usikker på om hunden vil gå lige ud og finde fig sådan som du ønsker. Gør man altid dette på udslag man vurderer som lidt vanskelige (f.eks. på bratte skråninger, tæt buskads, eller mod slutningen af passet når hunden begynder at blive træt osv. osv.), vil det efterhånden blive en god vane for hunden aldrig at tøve uanset hvordan terrænet ser ud, eller uanset hvor træt den er. OG man vil MEGET hurtigt komme til et niveau hvor man sjældent har behov for at bruge påvirkning længere.
20 års erfaring med rundering har i hvert fald lært mig at effektiv runderingstræning i meget høj grad drejer sig om at undgå at hunden får chancen for at lave dårlige udslag.
Dit job som hundefører er at tilrettelægge træningen sådan at hunden altid går så perfekt som muligt. 80-95% succes på udslagene er meget vigtigere end diskussionen påvirkning/ikke påvirkning. Kombiner dette med ordentligt og godt figurantarbejde, godt indlærte grundfærdigheder, samt at lade hunden arbejde frivilligt mest muligt, så vil ting gå meget hurtigt fremad.
Hvis hundeførere havde været lige så “hysteriske” efter at undgå dårlige udslag som de i dag ofte er når det gælder at undgå brug af påvirkning, tror jeg vi havde set mange flere gode runderingshunde i fremtiden.
Vil du lære mere om rundering?
Webkursus om rundering på Canisakademiet.dk
Læs boken “Rundering i teori og praksis” (dansk udgave) av Morten Egtvedt & Cecilie Køste
