Hunde som fortjent? |

Denne artikel sætter fokus på hvad betydningen af opdrætternes avlsarbejde har for os som hundeejere. Vi har fokus på hundens egenskaber – de medfødte adfærdstræk som gør det sværere eller nemmere for os at træne hunden til den sport vi ønsker, men i særdelshed også adfærdstræk som kan gøre vores hverdag med hunden vanskelig, og som ikke mindst kan påvirke hundens livskvalitet i stor udstrækning. Dette er rigtig god information til dig som opdrætter, men sandelig også god viden for dig som hvalpekøber.

Tekst: Anette Matland & Maj-Brit Iden

Hvad er frygt?

Det er let at fare vild i brugen af begreber når man vil omtale frygt eller ængstelse hos hunde. Egenskaber kan fremstilles positivt eller negativt afhængigt af ordene man vælger. Vi kan f.eks. sige at vi er utålmodige som kan antyde at vi kan lide at få tingene fra hånden, mens sandheden måske mere er i retning af at vi kortslut-ter hvis vi er nødt til at vente. Det samme sker når vi skal beskrive frygt hos hunde. De ﬂeste er enige i at overdreven frygt hos hunde ikke er særligt ønskeligt, derfor bruger vi mere positivt ladede begreber
(som f.eks. ”reserveret”) for at understrege at hunden ikke er bange men simpelthen vælger at lade være med at relatere sig
til fremmede. Der er bred enighed om at nervøsitet er en negativ egenskab hos hunde – derfor vælger vi ord som årvågen, følsom, uinteresseret, for stor førertilknytning med mere.

Det byder på problemer at skulle deﬁnere alle disse begreber – det vi omtaler som frygt, frygtsomhed og rædsel i denne arti-kel, er den følelse som gør at hunde stikker af, trækker sig væk fra, vægrer sig ved at nærme sig noget, eller ignorerer nogen eller noget. Der kan være mange grunde til at hunde gør dette, men en almindelig (og ofte overset) årsag er at hunden oplever ubehag.

Har frygt en funktion?

Evnen til at føle frygt er vigtig – når vore sanser registrerer noget der kan være farligt, reagerer vi almindeligvis automatisk for at forhindre at vi kommer til skade. I mange tilfælde sker dette helt uden at den bevidste del af hjernen kobles til. Et typisk eksempel har vi når synet af en bøjet gren på jorden får os til at stoppe op eller foku-sere på det som kunne tænkes at være en hugorm. Øjeblikket efter konstaterer vores bevidsthed at det bare er en gren. Dette illustrerer forskellen på det ikke viljestyrede nervesystem – selve opmærksomheden og frygtfølelsen idet vore sanser opfatter noget som kan være farligt, og det viljestyrede – tankeprocessen som konstaterer at det bare var en gren (eller at det faktisk var en hugorm). Det vigtige i denne sammenhæng er at frygtfølelsen ikke er viljestyret, og vi kan ikke ”bestemme” os for ikke at være bange. For hunde betyder dette at de bliver følelsesstyret når de bliver bange, og at dette overruler de viljestyrede adfærd, altså det at gøre som vi beder om for at opnå belønning.

For et individ er det at leve længe nok til at formere sig en pointe. Dyr vil til stadighed stå overfor ting de ikke har oplevet før. Hvis det er usikkert hvorvidt situationen er farlig eller ej, vil det ofte være smartest at afvente/trække sig tilbage. Omkostningen ved at være lidt mere forsigtig end nødvendigt kan betyde at man går glip af/ udsætter et måltid. Omkostningen ved at være overmodig kan derimod betyde at man bliver et måltid. I de tilfælde hvor omkostningen ved at være forsigtig er lav, og omkostningen ved at være frygtløs er høj, vil naturen normalt favorisere individer som er forsigtige. De som er overmodige vil ikke overleve længe nok til at formere sig (og kom ikke til at blive en af vore forfædre). Denne frygt for nye ting er en grundlæggende egenskab hos alle arter, og er som sådan arvelig. Frygten for nye ting er reduceret hos husdyr fordi det er uforeneligt med de forhold vi forventer at de skal leve under.

Frygt er med andre ord en vigtig og naturlig egenskab. Det oplevede ubehag gør at de ﬂeste undgår at sætte sig i farlige situationer hvis det er muligt. Muligheden for at trække sig væk gør at individet selv kan regulere og kontrollere graden af ubehag (frygt). Når det gælder husdyr (domesticerede dyr), har mennesker gennem systematisk valg af avlsdyr skabt dyr som er håndterbare, og som viser ringe grad af frygt, ﬂugt og aggression sammenlignet med tilsvarende vilde dyr. Det har altså været muligt at reducere frygt gennem avl. Det er utænkeligt at de som i sin tid påbe-gyndte processen med at gøre hunden til husdyr har set vor tids hunde for sig og de mange racer. Det udvalg som blev gjort, har været baseret på datidens behov og forestillinger.

Dmitry K. Belyaev var en russisk forsker som stod bag et 40 år langt studie af tamhed på sølvræv. Baggrunden for forsøget var at stenaldermennesker må have valgt avlsdyr efter relativt enkle kriterier. Han mente at selektion på venlighed mod mennesker og ringe grad af aggression har resulteret i de fysiske forskelle vi i dag ser på vilde dyr og husdyr. Husdyr er typisk mindre af størrelse, mere frugtbare, har ændret pelsfarve og –kvalitet. Hovedfor-men påvirkes i retning af rundere skalle og kortere kæbe, og både ører og hale er ændret.

Efter 40 år ligner rævene til forveksling hunde, både af udseende og i adfærd (Trut, 1999). Rævene som blev selekteret for tamhed, viste ønske om at være sam-men med mennesker, og konkurrerede om opmærksomhed fra dyrepasserne. De slikkede og snuste til dyrepasserne og log-rede når de blev glade eller forventnings-fulde. De viste også reduceret frygtrespons i ukendte situationer, og havde mere udforskende adfærd. Udforskende adfærd er vigtig fordi dette almindeligvis sættes i sammenhæng med mangel på frygt.

Kan frygt være negativ?

Alle som har oplevet frygt, ved at det er ubehageligt. De heldige blandt os er kun bange for ting som er farlige. Andre er ikke så heldige og er bange for ting som strengt taget ikke er så farlige, som f.eks. at ﬂyve. Alle ved at det at ﬂyve er en relativ tryg transportform, men det forhindrer ikke dem som har ﬂyskræk i at opleve et stærkt ubehag. Det er altså ikke fornuften som styrer dette. De rigtig uheldig frygter ufarlige ting som er vanskelige at undgå eller kontrollere, for eksempel sociale samspil med folk som ikke vil en noget ondt.
Det er helt ok at hunde er bange for enkelte ting, men på samme måde som med os, bliver det problematisk hvis hunden er bange for almindelige ting i hverdagen som ikke er farlige. Dette vil typisk være fremmede mennesker, fremmede miljøer, andre hunde, høje lyde med mere. Til gengæld er de ikke bange for ting de med fordel kunne være bange for: F.eks. biler i fart og hugorme. Sådan set kan vi sige at en del af de ting hunde ofte er bange for ikke længere har en funktion.

De erfaringer hunden får, påvirker udviklingen af frygt, og strategierne den udvikler for at undgå frygt, kan forårsage forskellige adfærdsproblemer. Den måde vi har hund på i dag, giver hunden ringe muligheder for selv at kontrollere hvad den udsættes for. De små tegn på undvigelse som er de første signaler om at hunden oplever et ubehag, er lette at overse. For hunden er konsekvensen at den ikke selv kan regulere sin frygt gennem at vælge afstand og tilnærmelseshastighed, og således tvinges den til at opleve stærkere frygt og mere ubehag end den selv ville have valgt at udsætte sig for.

Arvelighed – forskellige studier

Der ﬁndes efterhånden meget dokumentation på at forskellige adfærd eller tilbøjelig-heden til at ville udvikle en adfærd, har en arvelig komponent. I denne sammenhæng er det vigtigt at skelne mellem begreberne arvelig (som betyder at den aktuelle egenskab har en genetisk komponent) og arvbarhed. For egenskaber som styres af nogle få gener, er det let at skaffe sig overblik og hvordan nedarvingen sker. For egenskaber som styres af mange gener, er dette umuligt. I sådanne tilfælde kan man bruge arvbarhedsestimater. Arvbarhed er et statistisk begreb som siger hvor meget den variation man ser (i en egenskab) i en population som skyldes arv.

For at man kan beregne arvbarheden (h2) må man have et relativt stort antal individer, og man skal kende slægtskabet imellem dem. Hvis arvbarheden er 0 betyder det at ingenting af den forskel man ser mellem individer, skyldes arv – det vil sige at al variation skyldes miljø. Arvbarhed på 1 betyder at al variation skyldes arv. Generelt regnes arvbarhed på 0,2 eller mere som høje tal for adfærdsegenskaber. Arvbarhed på 0,1-0,2 regnes som moderat. Arvbarheden er altså et mål for hvor hurtigt man kan ændre en egenskab gen-nem avl. Det kan være værd at bemærke at miljø i denne sammenhæng må ses som hele variationen fra ekstrem vanrøgt til den perfekte tilværelse, så man ikke hænger sig i små detaljer i en hunds liv.

Morten Bakken og Odd Vangen gennemførte i 1995 en undersøgelse som omfattede blandt andet schæferhund, golden retriever, collie og belgiske hyrdehunde (groenendal og tervuren) hvor arvbarheden for frygt for fremmede og for høje lyde er angivet til henholdsvis 0,36 og 0,36 . Se for øvrigt Gry Løbergs artikel i Canis nr 1/2014 for yderligere detaljer. Arvbarheden på de forskellige MH-momenter varierer mellem 0,06 og 0,19. For frygt er arvbarheden 0,12-0,14 mens nysgerrighed (evnen til at opsøge momen-terne) ligger mellem 0,12-0,18 (Rapport över projektet Avel för mentalt sunda hundar, SKK)

Ruefenacht et al. (2002) har lavet en over-sigt over arvbarhedsestimater fra forskel-lige undersøgelser. Oversigten viser blandt andet at Goddard og Beilharz har fundet arvbarhed på 0,58 for nervøsitet, og 0,46 for frygt. Sådanne undersøgelser er ikke uden videre sammenlignelige men giver nok information til at det er rimeligt at tage hensyn til disse egenskaber i avlsarbejdet.

Avlsarbejde

Når det gælder hunde har vi fuldstændig kontrol over hvilke hunde som bruges i avl. På godt og ondt er det os som bestemmer hvordan hundene skal være, enten det er dalmatiner med prikkerne på rigtig sted, eller IPO-hunde som skal have fuldt fast bid. Vi har magt og midler til at lave de hunde vi vil, og sammen med det følger et ansvar for at avle hunde som er egnet til det liv de er tiltænkt. Det er vort udgangspunkt at alle hunde uafhængigt af race og tiltænkt brugsområ-de, skal fungere i det samfund de skal leve i. Overdreven frygt er et stort velfærdsproblem for hunden, og gør hunden mindre egnet til at være til glæde for sine ejere. Det øger også risikoen for at den vil udvikle frygtaggression så den kommer til at udgøre en fare for sine omgivelser. Ikke alle bange hunde bider, men de ﬂeste hunde som bider, er bange.

Frygt for fremmede mennesker og hunde, usikkerhed i fremmede miljøer og frygt for høje lyde (skud, torden, fyrværkeri) er blandt de ting som reducerer hundens velfærd. Det er udfordrende for ejere at tackle, og det reducerer hundens potentiale som brugshund. Hundeverdenen er i splid med sig selv når det gælder at vurdere hvorvidt adfærd, eller tilbøjelighed til at udvikle en adfærd, er arvelig. Raceforskelle omfavnes og raceen-tusiaster snakker varmt om det de mener, er positive træk ved racen. Reelle raceforskelle må være arvelige, ellers havde de ikke eksisteret. Når der er tale om mindre ønskelige egenskaber (det vil sige egenskaber som man ikke ønsker associeret med sin race), er det langt vanskeligere at få accept for at disse kan være arvelige. Dette er vanskeligt at forstå i og med at det mest rationelle for en raceentusiast til-syneladende burde være at gøre racen så god som mulig. Der synes at være en vis enighed om at enkelte egenskaber, såsom overdreven frygt, ikke er særligt ønskeligt. Ved at tage det standpunkt at disse egenskaber ikke er arvelige, har man frikendt racen og opdrætteren, og hvalpekøberen står tilbage med sorteper!

De af os som har været så heldige at have gode, velfungerende hunde, kan langt hen-ad vejen takke gode opdrættere for det. Vort hovedargument er ikke at opdræt-terne gør et dårligt stykke arbejde, men at de på populationsniveau kunne have lavet et bedre stykke arbejde. For hundene, således at ﬂere kan få et liv uden sygdom, frygt og aggression; for ejerne, således at ﬂere kunne få glæden ved at have en hund som fungerer, og for omgivelserne som kunne været sparet for at blive bidt eller andre skræmmende oplevelser. Det er let at skyde skylden på de ”use-riøse” opdrættere – dem som kun er ude efter pengene. Disse ﬁndes utvivlsomt, men selv velmenende opdrættere producerer for frygtsomme hunde, og ofte er det ikke mod bedre vidende.

Vor oplevelse er at der på et teoretisk plan er enighed om at overdreven frygt er uønsket. Problemerne opstår i det reelle valg af avlsdyr. Som hundeejere kan vi synes at vores egen hund er den bedste og pæneste af alle – som opdrætter kan vi ikke tillade os den luksus.

Som vist ovenfor er der gode grunde til at tage udgangspunkt i at vigtige mentale egenskaber, som f.eks. frygtsomhed , er arvelige. Der kan være mange grunde til at der ikke bliver taget tilstrækkeligt hensyn til dette:

Andre egenskaber er vigtigere i avlsarbejdet, for eksempel udstillingsresultater.

Man har en, eller bare nogle få hunde, og vil være opdrætter med disse som udgangspunkt. Kriteriet for at blive avlshund bliver da at den aktuelle hund er lykkedes med at få os som ejer…

Opdrætteren er ikke selv i stand til at vurdere hundens mentale egenskaber. Det lyder måske hårdt, men det eneste som kræves for at være opdrætter, er at klare at få to hunde til at parre sig. Man bliver ikke populær af at sige sådan noget, og vi mener ikke at dette beskriver opdrættere i almindelighed. Som bekendt ﬁndes der to slags af alle slags. Mange opdrættere har sin første hund og gør sig til talsmand for racen uden at vide nok om hverken hunde i almindelighed og racen i særdeleshed. Ingen bliver ekspert i hunde af at læse en racestandart.

Man lægger ”overlæggeren” efter egen races niveau. Det er let at vænne sig til svagheder hos egen race således at man vurderer egenskaber kun med udgangspunkt i egen race. For de racer som døjer med for meget frygt, kan dette gøre det vanskeligt at komme videre. Fordi alle er lige bange bliver dette det normale.

Årsagen til at hunden er frygtsom tilskrives negative hændelser. Dette kan selvfølgelig være tilfældet, men det er umuligt at vide for et enkelt individ. Hunde som viser frygt i normalt forekommende situationer, bør derfor ikke bruges i avl. At skyde skylden på negative oplevelser eller hvalpekøber, er ofte at stikke hovedet i busken. Hunde udsættes for negative hændelser hele tiden enten vi vil det eller ej, men de ﬂeste bliver stående trods knubs og går videre en erfaring rigere, men uden varige mén. Hunde som er så følsomme at en uheldig episode fører til et liv i frygtsomhed, skal ikke bruges i avl.

Opdrætteren tror ikke på at (uønskede) adfærdsegenskaber er arvelige. På samme måde som vi har såkaldte klimaskeptikere, har vi ”adfærdsarvelighedsskeptikere”. Det er fornuftigt at være skeptisk, men at være så skeptisk at alt må bevises med 100% sikkerhed, kan blive dyrt.

• Opdrætter tror ikke på at mentalbeskrivelser giver vigtig information. Til dette kan vi sige at det er veldokumenteret
at f.eks. MH siger noget om hvordan hunden fungerer i hverdagen (Svartberg, 2005). Mentalbeskrivelser er ikke perfekte, men vi må passe på ikke at lade det bedste som haves, blive det godes fjende. Skulle det vise sig at opdrætter ikke er enig med beskriveren, er der fuldt ud mulighed for det. Fordelen for hval-pekøberen er at begge meninger gøres tilgængelige.

Nogle opdrættere mener at det kan være lettere at have lidt frygtsomme hunde. De er ofte mindre udforskende og mere passive i fremmede situationer hvis de ikke udvikler frygtaggression. Dette er efter vores synspunkt en farlig vej at gå fordi dette alt for ofte bunder i frygt og ikke i mangel på interesse.

Heldigvis ﬁndes der en meget enkel løsning på alle disse problemer – nemlig at tilrettelægge en ensartet, kvaliﬁceret og offentlig vurdering. Dette gør de seriøse og gode opdrættere ære, og afslører dem som ikke når i mål. Når det gælder udseende, er objektiviteten i en vis forstand varetaget i form af udstillinger. For sundhedsproblemer er det i mange tilfælde muligt at skaffe objektiv information gennem forskellige sundheds-registreringer (HD, øjenlysninger osv.).

Når det gælder hundens mentale egenskaber, ﬁndes der også muligheder for at skaffe sig en objektiv beskrivelse , nemlig gennem mentalbeskrivelser (MH, MT, karaktertest, funktionsanalyse, BPH med mere) samt forskellige brugsprøver. Mange jagthundeklubber og fåre- og hyrdehundeklubber har været ﬂinke til at stille brugskrav til avl på sine racer, og på den måde har de klaret at tage vare på hundenes mentale egenskaber. I Sverige har et omfattende testappa-ratur gjort det muligt at mentalbeskrive og –teste de racer Svenska Brukshundeklub har ansvaret for.

Udover at måle vigtige egenskaber hos potentielle avlsdyr har alle disse beskrivelser en ting til fælles: resultaterne er offentligt tilgængelige. Brugsspe-ciﬁkke prøver er udmærkede for de racer som har sådanne, men er ikke til megen gavn for alle andre. Mentalbeskrivelse (MH)(for brugshunderacerne) og Beteende personlighet hund (BPH)(for andre racer) er udmærkede værktøjer til at beskrive vigtige mentale egenskaber hos hunde og gøres offentligt tilgængeligt. Hvis man synes at arvbarheden er lav for de egenskaber som måles på MH, er det værd at bemærke at de er på højde med det som måles på f.eks. forskellige jagtprøver. Det er ganske åbenbart at det avlsarbejde som er gjort på jagthunde og hyrdehunde, har ført til at de i gennemsnittet er bedre jagt- og hyrde-hunde end racer som ikke er avlet til dette.

Hundens mentale egenskaber er noget af det vigtigste for at den kan fungere i hverdagen, og de ﬂeste hvalpekøbere er fuldstændigt prisgivet opdrætter når det gælder at vurdere forældredyrenes egnethed som avlsdyr. Dette er ikke et forsøg på at mistænkeliggøre opdrætterne, men et argument for at skabe åbenhed og indsigt, på samme måde som ved bolig- og brugtvognskøb. De færreste boligsælgere og brugtvognsforhandlere er banditter, men det er enklere for alle at den nødvendige information ligger på bordet før købet. Som opdrætter sælger man en vare, og eftersom hvalpekøberen er den som betaler, har de krav på relevant information om hunden de køber.

Vi skal være de første til at indrømme at der ﬁndes dårlige hundeejere. Men der ﬁndes også vældig mange gode hundeejere som har købt katten i sækken. Det relevante spørgsmål er ikke om en hund havde haft færre problemer hvis den havde levet i den perfekte verden. Alle som har set sig omkring, ved at der går tretten på dusinet af nok så middelmådige hundeejere som har lykkelige, velfungerende hunde. Dem som opdrætter hunde som kræver et perfekt miljø for at kunne fungere, bør gøre dette klart og tydeligt for os potentielle købere. På den måde kan de af os som ikke er perfekte, få muligheden for at glæde os over en hund som fungerer i et normalt liv!

Referencer

Per Arvelius, 2005, Genetisk och etologisk analys av vallningsbeteende hos border collie

Bakken, M., og Vangen, O., 1995, Behaviour in dogs; Heritability and breed differences, 7th International Conference on Human-Animal Interaction

Silvia Ruefenacht, Sabine Gebhardt-Henrich, Takeshi Miyake, Claude Gaillart, A behavior test on German Shepherd dogs: heritability of seven different traits

Kenth Svartberg, 2005, A comparison of behavior in test and in everyday life: evidence of three consistent boldness-related personality traits in dogs. Applied Animal Behavior Science, 91, 103-128

Lyudmila N. Trut, 1999, Early Canid Domestication: The Farm-Fox Experiment