Tekst: Morten Egtvedt
Generalisering er en vigtig del af hundetræningen. Vi ønsker at hunden skal kunne udføre adfærdene vi har lært den – ikke kun hjemme i haven – men i mange forskellige situationer, også med forstyrrelser i nærheden.

I de sidste år har mange hundetrænere taget denne del af træningen til nye højder. ”Overtræning”, ”omvendtlokning” og ”kvalitetssikring” er blevet velkendte begreber for de fleste hundetrænere. Det er ikke ualmindeligt at se folk som træner for eksempel fri ved fod, mens træningskammeraterne gør sit bedste for at forstyrre hunden på alle mulige måder mens de hopper rundt som klovne, krabber rundt på jorden, vifter med pibedyr og godbidder osv.
Det kan være særdeles imponerende at se på for nybegyndere, og det producerer ofte ”likes” på Facebook. Men hvor nødvendig er denne del af træningen egentlig for dig som konkurrerer i lydighed, rally, brugs, agility osv. ? Hvor holder den praktiske nytteværdi op, og hvor går det over i ren ”Facebook-træning”?
Nogle definitioner
Lad os først definere nogle af begreberne jeg nævnte i indledningen.
Forstyrrelsestræning
Træning med alt fra små (og realistiske) til ekstremt store (og urealistiske) forstyrrelser i nærheden.
Kvalitetssikring
At træne på en måde som er vanskeligere end det hunden egentlig behøver at kunne (i konkurrencesituationen). Det der gøres vanskeligere kan både være afstand, varighed på adfærdene, eller styrken på forstyrrelserne.
Omvendtlokning
Omvendtlokning er en almindelig form for kvalitetssikring (og forstyrrelsestræning). Ved at lokke hunden til at gøre det modsatte af det du egentlig vil have den skal gøre (og så belønne når hunden alligevel klarer at gøre det rigtige), gør du hunden mindre afhængig af førers placering og i hvilken retning belønningen serveres fra. Ovendtlokning kaldes ofte også for ”Doggie-zen”.
Overtræning
Overtræning vil sige at fortsætte med at træne på en adfærd selv efter at den allerede er indlært ”godt nok”. Overtræning kan foregå både med og uden forstyrrelser – pointen er at adfærden allerede er automatiseret godt nok, men at fører alligevel fortsætter træningen yderligere for at gøre adfærden endnu mere sikker.
Hvorfor kvalitetssikre adfærd?
Ræsonnementet bag at køre ekstrem forstyrrelsestræning er som regel, at ”hvis hunden klarer dette, bliver konkurrencesituationen let i sammenligning”.
Dette kan jo lyde som sund fornuft i udgangspunktet, men sund fornuft er ikke altid så sund som den lyder når man ser nærmere på sagen.
Sagen er at hunde på ingen måde sammenligner hvilke situationer som er ”vanskelige” eller ”enkle”. Det er ikke sådan adfærd fungerer. Adfærd læres altid ind i en kontekst. Hvis en adfærd forstærkes ofte i en bestemt situation, vil denne situation efterhånden tilsyneladende være ”enkel” for hunden. Hvis en adfærd ikke tidligere er blevet forstærket mange gange i en bestemt situation, vil denne situation tilsyneladende være ”vanskelig” for hunden de første gange man prøver.
Det har med andre ord ingen betydning hvor vanskelig situationen ser ud til at være rent objektivt – det afgørende er hvorvelkendt situationen er for hunden rent subjektivt.
Når man ser på ser på begrundelsen ovenfor med adfærdsanalytiske briller, ser man derfor at den ikke længere giver mening. At træne meget med en type forstyrrelse gør ikke nødvendigvis en helt anden tilsyneladende mindre forstyrrende situation noget lettere. At køre ekstreme forstyrrelser gør det IKKE væsentligt enklere for hunden at præstere i konkurrencesituationen så længe de forstyrrelser man har trænet med ikke har betydelige lighedstræk med den faktiske konkurrencesituation.
I nogle tilfælde kan urealistisk forstyrrelsestræning virke mod sin hensigt. Hvad tror du bliver resultatet hvis hunden erfarer at belønningen kommer særdeles ofte når træningskammeraterne gør mange mærkelige ting omkring den men ikke fuldt lige så ofte i konkurrencelig situationer….?
Det kan derimod være nyttigt at have lært hunden at udføre en adfærd i flere forskellige situationer. Ved at variere mange andre ting i miljøet, samtidig med at førers adfærd og signaler holdes konstant, forsikrer man sig om at hunden ikke er afhængig af stimuli som du ikke er klar over.
Men hvis man kører urealistiske forstyrrelser i rigtig meget af træningen, kommer man hurtigt til et punkt hvor disse vilde forstyrrelser ikke længere er ”forstyrrelser”. De bliver i stedet velkendte stimuli som faktisk hjælper hunden. Og hvis hunden lærer at træning med vilde forstyrrelser betyder større sandsynlighed for belønning end konkurrencesituationen, har man fejlprioriteret ting og sager….
Realistiske forstyrrelser
Jeg er derfor af den klare opfattelse at ekstrem forstyrrelsestræning og kvalitetssikring generelt IKKE er nødvendig for at lykkes i konkurrencer. Og det siger jeg til trods for at jeg har kørt ganske meget sådan træning, og også var den første der lancerede begrebet ”omvendtlokning” i sin tid.
Men i lighed med ekstreme træk hos udstillingshunde, kan noget som i udgangspunktet starter som funktionelt og fornuftigt, hurtigt udvikle sig til et monster når det trækkes for langt, og man ikke længere forstår formålet med hvorfor man gør noget. Alt for mange hundetrænere kopierer blindt det som erfarne trænere gør, uden nogen dybere forståelse for hvorfor man gør dette.
Nogle ord om omvendtlokning
Omvendtlokning kan være en form for kvalitetssikring som kan være interessant at bruge i nogle tilfælde. Det jeg oftere ser, er imidlertid at denne teknik i større grad bruges som hjælp under indlæring, og ikke reel kvalitetssikring.
Da vi begyndte at skrive om omvendtlokning, var tanken at hunden allerede kunne tilbyde adfærden frivilligt først – og at vi derefter kunne bruge omvendtlokning til at gøre hunden endnu mere sikker i at tilbyde adfærden frivilligt. Når hunden har lært at udføre adfærden under omvendtlokning, ser vi som regel at hunden ikke længere bliver så afhængig af førers placering, eller at belønningen serveres i en bestemt position hver gang.
Men så snart omvendtlokning bliver lettere for hunden (altså mere velkendt) end at udføre adfærden uden omvendtlokning, er omvendtlokningen ikke længere ”kvalitetssikring” – det er ren og skær LOKNING (uanset hvor ”omvendt” den ser ud).
På samme måde som al anden forstyrrelsestræning, kommer man ganske hurtigt til et punkt hvor den ønskede læringseffekt stopper, og situationen ikke længere fungerer som forstyrrelse, men som hjælp – som hunden hurtigt kan blive hjælpeafhængig af.
Omvendtlokning kan med fordel bruges til at generalisere/kvalitetssikre en adfærd som allerede er godt indlært. Men hvis du bruger omvendtlokning som teknik i selve indlæringen af øvelsen, skal du betragte omvendtlokning på linje med al anden lokning – og det vil sige at du trapper den ned så hurtigt som muligt.
Husk også at omvendtlokning IKKE er en del af konkurrenceprogrammet. Brug teknikken til det der er hensigten med den, og overdriv ikke brugen så hunden bliver hjælpeafhængig af den.
Flyd – hemmeligheden bag at takle forstyrrelser!
Når man ønsker at hunden skal lære at tackle forstyrrelser og mange forskellige situationer, er der et begreb jeg personligt finder meget nyttigere end både forstyrrelsestræning og kvalitetssikring, og det er begrebet ”Flyd”.
Flyd er det samme som ”automatisering”. Vi kan objektivt måle hvor godt flyd der er på en adfærd ved at måle frekvens, varighed eller latenstid på adfærden.
- Frekvens: For eksempel at hunden kan samle apportbukken op fra jorden mindst 15 gange på 60 sekunder. En hund som kan det, har tydeligvis bedre flyd end en hund som kun kan samle apporten op 5 gange på 60 sekunder.
- Varighed: For eksempel at hunden kan blive liggende i mindst 10 minutter, gå fri ved fod i mindst 4 minutter osv.
- Latenstid: For eksempel at hunden påbegynder næste adfærd max. 2 sekunder efter at forrige belønning er afsluttet.
For alle adfærd er det muligt at definere et bestemt ”flydmål” som er opgivet i frekvens, varighed eller latenstid (dette arbejder vi meget med på Canis` klikkerinstruktørkursus!). Ved at køre jævnlige flydmålinger er det enkelt at dokumentere at træningen faktisk går fremad.
At fortsætte med at træne på en adfærd selv efter at den har nået flydmålet, er det som egentlig er ”overtræning”. Selv om det er nok at hunden kan samle apporten op 15 gange på 60 sek., kan man sagtens pushe op til 18-20 repetitioner – dette er overtræning. Begrebet ”overtræning” bruges imidlertid (desværre) også ofte om al form for forstyrrelsestræning hvor styrken på forstyrrelserne objektivt set er større end det hunden almindeligvis har behov for.
Jeg foreslår at man bruger begrebet ”forstyrrelsestræning”, ”kvalitetssikring” eller ”omvendtlokning” som de er om den form for træning, og beholder ”overtræning” om træning på adfærd som allerede har nået oprindeligt flydmål (dvs der hvor hunden allerede kan adfærden ”godt nok”).
Jeg vil også argumentere for at virkelig overtræning giver bedre resultater end urealistisk forstyrrelsestræning. En adfærd som er virkelig overtrænet, vil faktisk sjældent blive særligt påvirket af store forstyrrelser. Jeg tror mange hundetrænere som klager over at deres hund let bliver forstyrret, burde fokusere mindre på forstyrrelserne, og mere på at bygge virkelig godt flyd på alle adfærd.
Når du har indlært en adfærd vældig godt (dvs at der er rigtig god flyd på den), vil du som regel se at det er meget let at introducere store forstyrrelser relativt hurtigt. Hunden vil måske reagere lidt på disse til at begynde med, men eftersom den kan adfærden så godt, vil den hurtigt holde op med at tage sig af forstyrrelserne når den har fået nogle belønninger også i denne nye situation. Hvis du derimod ikke har særlig god flyd på adfærdene endnu, er sådan træning ikke særlig effektiv.
Det er med andre ord kun hunde som har virkelig god flyd på adfærdene som kan udføre den ofte særdeles imponerende forstyrrelsestræning du ser på Facebook…
Bør vi ikke kvalitetssikre adfærdene i det hele taget?
Jo, det kan du godt gøre – men jeg vil argumentere for stort set at holde generaliseringstræningen indenfor realismens grænser. Det vil sige at du laver en kravanalyse over hvilke forstyrrelser din hund bør kunne udføre adfærden under, og træner allermest på disse.
At køre ekstreme forstyrrelser kan være sjovt at gøre nogle gange. Det er interessant at se hvor meget man kan skubbe grænserne og laste på med forstyrrelserne uden at adfærden bryder sammen. Dette fortæller dig ofte tydeligt hvor grundigt adfærden er indlært (hvor god ”flyd” du har).
Men husk at sådan kvalitetssikring har størst værdi de første repetitioner. Der er ingen pointe i at fortsætte efter hunden allerede ser ud til at tackle forstyrrelsen fint.
Overtræning er imidlertid en god ting (så længe du forstærker godt nok). Det er sjældent nogen dårlig ide at repetere en adfærd eller øvelse gang på gang på gang selv efter at hunden har lært den vældig godt.
Opsummering
For at opsummere mine hypoteser om denne sag til sidst:
- Ekstrem forstyrrelsestræning kan være morsomt – men på ingen måde nødvendig.
- Ekstrem flyd på adfærdene er morsomt – og også nødvendig hvis du vil have et pålideligt resultat.
- Det er vigtigere at fjerne al hjælp (dvs stimuli som ikke er tilstede i konkurrencesituationen) fra træningen, end at overdrive træning på stimuli som man alligevel aldrig vil møde i konkurrenceringen.
- Hunde som har god flyd på indlærte adfærd (og som kan udføre adfærdene selvstændigt uden hjælp fra fører), tackler ekstreme forstyrrelser efter meget få repetitioner.
- Hunde med dårligere flyd behøver mange flere repetitioner på at tackle tilsvarende forstyrrelser – og træningstiden ville måske have været bedre givet ud på at bygge bedre flyd på adfærden før man introducerer alle disse avancerede forstyrrelser.
- Når du kører store forstyrrelser eller anden kvalitetssikring, får du ofte hurtigt en god indikator på hvor god flyd hunden har på adfærdene du har trænet – men træningen har ikke nødvendigvis nogen tillægsværdi i sig selv – specielt ikke efter de første repetitioner.
- Hvis du kører forskellige former for kvalitetssikring, behøver du kun at gøre det indtil hunden ”har forstået pointen”. Efter denne første fase er forstyrrelser ikke længere ”forstyrrelser” – det er faktisk hjælp! Udstrakt brug af omvendtlokning er et godt eksempel på dette.
- Konkurrencetræning bør hovedsagelig rettes ind mod realistiske forstyrrelser, således at hunden lærer at sandsynligheden for forstærkning er høj også under disse omstændigheder.
Bilder: Mari Lægreid, Bergljot Håkonsen