Nogle gange, når man hører hundefolk diskutere træningsmetoder, skulle man næsten ikke tro, at de talte om den samme dyreart. Forestil dig, at du har inviteret en erfaren jagthundeinstruktør og en belæst lydighedsinstruktør til middag. Som altid, når hundefolk er samlet, bliver samtalen hurtig temmelig ensporet, og allerede under forretten er hundesnakken godt i gang.
Tekst: Morten Egtvedt & Cecilie Køste
De starter med at diskutere problemet med naboens briard, som af en eller anden grund har udviklet et ”hilsesignal”, hvor den planter forbenene på brystkassen af alle de mennesker, den hilser på. ”Sæt knæet i brystet på den”, siger den første instruktør. ”Vend ryggen til og ignorere hunden, til den har alle fire ben på jorden igen”, siger den anden. ”Ja så”, tænker du og spiser videre.
Under hovedretten begynder de at diskutere, hvorfor så mange hunde gør det dårligere til lydighedsprøver end til træning. ”Hunden ved, at føreren ikke kan tage fat i den inde i ringen”, siger den ene instruktør. ”Hundene ved, at de ikke får tennisbolden eller godbidden, så længe de er inde i ringen”, siger den anden. ”Hm?”, tænker du, mens du lusker ud i køkkenet efter desserten.
De begynder på desserten. ”Vær konsekvent! Hvis du har sagt ”sit”, så skal hunden sidde, hvad enten den vil eller ej”, siger den ene instruktør. ”Hvis hunden ikke efterkommer kommandoen, er det dig, som går for hurtigt frem. Gør det lidt lettere for hunden og prøv en gang til”, siger den anden.
På dette stadie er du så forvirret, at du for længst har mistet appetitten. Da de to instruktører begynder at diskutere apportering, finder du det smartest at snige dig ud på toilettet. Gennem døren hører du ordene ”tvangsapportering” og ”baglænskædning” flyve gennem luften, mens lydniveauet bliver højere og højere.
De to instruktører fortsætter med at komme med tilsyneladende helt modstridende løsninger på de samme problemer. De er selv sagt helt uenige med hinanden, og ingen af dem kan fatte, hvordan den anden overhovedet har været i stand til at få noget ud af sin hund. Samtidig ved du, at begge instruktører har lavet flotte resultater med deres hunde.
Hvad er årsagen til, at de to er så uenige? Svaret får du måske, hvis du læser videre.
Forstærkning
Adfærd hos dyr (inklusiv mennesket) er ikke så tilfældig, som det ser ud til. Når man ser nærmere efter, opdager man, at de allerfleste handlinger er meget målrettet. En handling (adfærd) har altid en funktion eller et mål.
| Adfærd | Konsekvens (resultat af adfærden) |
| Vi tager i dørhåndtaget | Døren går op |
| Hunden trækker i snoren | Hunden kommer hurtigere fremad |
| Vi går uden om en vandpyt | Vi undgår at blive våde om fødderne |
| En el-dresseret hund holder sig væk fra fårene | Hunden slipper for at få stød |
I alle disse fire eksempler ser vi, at adfærden på en eller anden måde betaler sig. Enten opnår vi noget, vi har lyst til (døren går op, hunden kommer hurtigere frem til den spændende lugt), eller vi undgår noget ubehageligt (at blive våde om fødderne eller få stød). I alle tilfælde bliver adfærden forstærket. Det vil sige, at det bliver mere sandsynligt, at adfærden bliver gentaget, næste gang vi kommer i en lignende situation.
Af eksemplerne ser vi, at der findes to former for forstærkning. De to første kalder vi positive forstærkninger. Når en adfærd fører til noget, som vi har lyst til, er det mere sandsynligt, at vi gentager den samme adfærd senere i en lignende situation.
Vi udfører også adfærd for at undgå noget, vi synes er ubehageligt. Det kan vi samlet set kalde for aversiv kontrol (eng. afersive = ubehag). Hvis en adfærd fører til, at vi undgår noget ubehageligt, er der også en større sandsynlighed for, at vi gentager denne adfærd, næste gang vi er i en lignende situation.
Hvis man ser lidt nøje efter, er det normalt let at se på en hund, om den adfærd, den udfører i akkurat det øjeblik, er under positiv eller aversiv kontrol. Næste gang du overværer en lydighedsprøve, så prøv at lægge specielt mærke til hundens kropssprog og ansigtsudtryk. Læg også mærke til førerens opførsel og stemmebrug. En hund, som arbejder for at få en tennisbold eller en godbid (positiv kontrol), vil opføre sig på en anden måde, end den hund, som arbejder for at undgå et ryk i halsbåndet, skæld ud eller noget andet ubehageligt (aversiv kontrol). For en udenforstående kan det se ud som om, at hundene gør nøjagtig det samme. Begge udfører jo øvelserne og følger førerens kommandoer. Og alligevel lever de to hunde i forskellige verdner.
Hundeførerne vil også opføre sig forskelligt. En fører, som har lært hunden primært at arbejde for at undgå ubehag, vil ofte sige kommandoerne med en højere stemme, han vil ofte have en truende kropsholdning, og du kan se på ham, at han er klar til at tage ”tage fat i hunden”, hvis den skulle finde på noget – for ikke at snakke om, hvordan han bruger den snor, som hunden ulykkeligvis har på… (vi siger ”han” , men tolk ikke det, som at kvinder er meget bedre!)
Hundeejere, som har lært at bruge positiv forstærkning på en effektiv måde, har ikke brug for at brøle kommandoerne. De ved, at hunden hører aldeles udemærket, og at det ikke er volumen, som er afgørende for resultatet. De har ofte også en mere afslappet kropsholdning (selv om de sikkert også er anspændte under konkurrencerne) og stoler mere på deres hund. Hunde, som er trænet positivt, har jo ingen grund til at ville stikke af sådan uden videre. Det er jo hos ejerne, at godterne findes.
Adfærd er egoistisk
Det er en udbredt misforståelse (eller i bedste fald en upræcished), at hunde gør ting, ”fordi vi siger, at de skal”, ”fordi de arbejder for os”, eller ”fordi vi har lederskab over dem/er chefen” osv. Hunden arbejder for enten 1) at få noget, den gerne vil have, eller 2) at undgå noget ubehageligt. Andre alternativer findes ikke! (Brug gerne et minut eller to på at finde eksempler, som modbeviser dette udsagn – når du giver op, kan du læse videre en lille smule klogere).
Vores kommandoer er bare hints til hunden om, at hvis den udfører en bestemt adfærd akkurat nu, så har den chancen for 1) at få en godbid (eller en anden belønning) eller 2) at undgå en ubehagelig irettesættelse (alt afhængig af, hvordan den er trænet). Sagt med andre ord – adfærden indebærer noget fordelagtigt for hunden selv.
Hunden adlyder ikke en kommando, fordi den vil have, at ejeren skal føle sig god (blive tilfredsstillet) – den gør det, fordi det indebærer noget fordelagtigt for den selv. Hundeejere, som siger, at ”hunden skal gøre det, fordi jeg siger det”, træner stort set kun med aversiv kontrol, hvis man ser nærmere efter. Hundeejere, som siger, at hunden skal ”have respekt” for dem, kan ved nærmere eftersyn ofte bytte ”have respekt for” ud med ”være bange for”.
Der er derfor kun meget lidt dækning for udsagn som ”hunden prøver at tilfredsstille os”. Ofte har det nok mere at gøre med, at hunden har fundet ud af, at den får mindre skæld ud, når den gør, som du siger, end at den har nogen dybere forståelse for din følelsesmæssige tilstand.
I retrieverkredse, som vi kender godt til, er det faktisk et mål i sig selv, at hunden skal være ”willing to please” (være ivrig efter at tilfredsstille føreren). Mange påstår, at de har sådanne hunde, men vi har aldrig selv set nogle, selvom vi ofte omgås retrievere. Derimod har jeg set mange hunde, som er ”willing til eat” og endnu flere, som er ”willing to stay out of trouble”! Problemet er, at folk ikke er i stand til at identificere den egentlig grund til, at hunden gør, som den gør. Det er selvfølgelig en meget mere hyggelig forestilling at have, at hunden arbejder for at tilfredsstille os, men det har desværre meget lidt med virkeligheden at gøre.
Ros
Er ros altid en positiv forstærker? Det forudsætter de fleste. Imidlertid forstår hunden ikke, hvad ordet ’dygtig hund” betyder, før den har lært det. Ros kan faktisk betyde forskellige ting for forskellige hunde.
En hund, som hovedsagelig er trænet med positiv forstærkninger, får tit ros lige før, den får en tennisbold eller godbid serveret. For den hund betyder ’dygtig hund’, at belønningen er på vej. Du kan næsten se tennisraketten i øjnene på den hund, når den får ros. Derfor kan vi i denne situation antage, at ros er en betinget (sekundær) positiv forstærker – for nu at bruge fagsprog.
En hund, som bliver trænet med ubehag, får også ros af og til, men her har rosen en anden betydning. For denne hund betyder rosen noget i retning af, at ”nu er der ingen fare for, at du bliver irettesat”. Det væsentlige for denne hund er med andre ord, at når den får ros, er den ’tryg’ og slipper for ubehageligheder for en stund. I den situation er rosen en betinget (sekundær) negativ forstærker. Mange tror, at de træner positivt, fordi de roser deres hund, når den gør det rigtige. De tror til og med, at hunden arbejder for at få ros. Men hvis man ser nærmere efter på disse hunde, opdager man, at de egentlig arbejder for at undgå at blive irettesat. Rosen fortæller dem, at de ikke bliver irettesat lige nu, men adfærden er under aversiv kontrol. Hvis denne hundefører holder op med at irettesætte, når hunden laver en fejl, og bare roser som før, vil hunden sandsynligvis holde op med at præstere særlig godt, fordi det er det at undgå ubehageligheder, som er den egentlige drivkraft for den.
Vi har også en tredje slags hund, som der findes ganske mange af. Denne hund forbinder ikke ros med noget som helst. Føreren har måske hørt, at man skal rose sin hund, så det gør han ofte, men rosen efterfølges sjældent af noget andet. Rosen har derfor ingen betydning for hunden. Det er bare ’baggrundsstøj’ uden signalværdi for hunden og derfor også uden træningsmæssig værdi overhovedet.
Hvem har ret?
Nu, hvor vi ved lidt mere om forstærkninger, kan vi vende tilbage til de to kamphaner ved middagsbordet. Hvem af dem har egentlig ret?
Hvorfor gør nogle hunde det dårligere til lydighedsprøver? Er det fordi, hunden ved, at føreren ikke kan ”tag fat i den”, eller er det fordi, den ved, at den ikke får godbidder under prøven? Det lyder måske underligt, men begge instruktører har faktisk lidt ret.
For en hund, som hovedsagelig er trænet med aversiv kontrol, er det nok den første forklaring, som er den mest sandsynlige. Hunden har gennem flere konkurrencer fundet ud af, at den er ’tryg’ inde i ringen, ligegyldig hvad den gør. Nu er det ikke helt rigtigt at sige, at hunden ’tror’, at føreren ikke kan nå den. Det er mere rigtigt at sige, at en hund, som er trænet med aversiv kontrol, lever i den forståelse, at så længe den ikke bliver irettesat, gør den det rigtige. Når den hund går dårligt inde på banen, og føreren ikke kan irettesætte den for det (det må han jo ikke ifølge reglerne), vil hunden faktisk blive forstærket for at gå dårligt. Fraværet af irettesættelser fortæller hunden, at den gør det rigtige – selv om både point og forhåbninger om oprykning forsvinder i horisonten. Nogle førere, som oplever dette, siger, at hunden godt ved, at den gør noget forkert. Men det gør den ikke. Tværtimod så ved hunden, at den gør alt helt rigtigt (set fra hundens side,) så længe den ikke bliver irettesat – ligegyldigt, hvor elendigt den gør det (set fra dommerens og førerens synspunkt).
Hunde, som er trænet med positive forstærkninger, kan efter nogle konkurrencer finde ud af, at de ikke bliver belønnet under prøven, ligegyldigt hvor godt de gør det. Derved forsvinder arbejdslysten. I det tilfælde er det den anden instruktør, der har ret.
I begge tilfælde er løsningen at træne så lig konkurrencesituationen som mulig. For førere, som træner meget med aversiv kontrol, er det vigtigt, at de har trænet så godt og grundigt før konkurrencen, at de er sikre på, at hunden ikke laver fejl. For laver den fejl under prøven, og føreren ikke kan irettesætte det, vil hunden lære, at ”dette er den rigtige måde at gøre det på til prøver”.
For førere, som træner med positive forstærkninger, er det vigtigt at lære hunden at arbejde i længere tid og udføre flere øvelser for hver belønning. Det bedste er, at hunden kan gå gennem hele programmet, før den får bolden eller godbidden (ved siden af ringen), men dette må trænes gradvist op. Under træningen må belønningen komme på mange forskellige tidspunkter under programmet – og kun i sjældne tilfælde i slutningen. Også her er det vigtigt at træne så lig konkurrencesituationen som mulig, så hunden ikke finder ud af, at der er en meget mindre chance for at blive belønnet under prøven. Hunden finder hurtigt ud, at ”aha, denne situation kender jeg godt, her er der ingen grund til at anstrenge sig. Jeg får jo ikke bolden alligevel”.
Når man ved, hvorfor hunde opfører sig, som de gør, har vi ikke længere brug for at tillægge dem menneskelige egenskaber eller motiver. Hunde er slet ikke ”stædige”, ”prøver at opponere”, ”protestere” eller ”teste dig”. De gør bare det, de bliver forstærket for – punktum. Start derfor med at lægge godt mærke til tre enkle ting 1) den situation, du træner i, 2) hvad hunden gør, og 3) resultatet af det, hunden gør. Det er meget mere effektivt end at ”psykoanalysere” hunden. Det, der foregår inde i hovedet på hunden, er uden for vores rækkevidde, og det er måske også godt nok (det er slet ikke sikkert, at vi vil vide, hvad de tænker om os!).
Konsekvent…?
Skal man være ”konsekvent”, eller skal man bare overse hunden, når den gør noget forkert? Endnu engang har begge instruktører ret. Og her ligger den væsentligste forskel på positive og aversiv kontrol.
Hvis du træner meget med aversiv kontrol, må du være konsekvent i den forstand, at hunden må være helt sikker på, at hvis den gør noget forkert, bliver det ubehageligt – hver eneste gang i alle situationer. Hvis du kun irettesætter en uønsket adfærd af og til, vil hunden straks begynde at tænke, ”hvad er det, som er anderledes i denne situation, jeg gjorde jo præcis det samme tidligere i dag? Måske har det noget at gøre med, at min ejer ikke var i rummet tidligere?” Omtrent sådan ville hunden måske resonere, hvis den kunne tale og resonere. Men ligegyldigt hvad, så finder de hurtigt frem til konklusionen alligevel.
Hvis du først irettesætter hunden efter at have gentaget kommandoen flere gange, lærer hunden hurtigt, at den ikke skal gøre sig umage, før den tredje kommando falder (eller når du råber tilstrækkelig højt af hunden). Deraf kommer rådet om, at man skal ”mene, hvad man siger”.
Med en hund, som arbejder for positive forstærkninger som bolde og godbidder, er det ikke lige så vigtigt at være ”konsekvent” i den betydning af ordet. Hvis hunden laver en dårlig fri-ved-fod, er det ingen katastrofe. Føreren kan bare vælge at afbryde (beklager kammerat – det der får du ingen belønning for) eller fortsætte med at gå og først belønne, når hunden gør det godt. Samtidig må føreren indse, at hunden endnu ikke er klar til dette niveau og gå lidt tilbage i indlæringen under næste træning.
Når vi træner med positive forstærkninger, skal vi efterhånden belønne efter et variabelt forstærkningsskala. Det betyder, at vi belønner sjældnere end gennemsnittet, men at hunden aldrig kan forudse, hvornår belønningen falder. Hvis vi gradvist øger den tid, som hunden skal arbejde for at få belønningen, får vi en hund, som kan arbejde over lang tid og stadig tro, at belønningen kan komme når som helst.
Hvis du træner med aversiv kontrol, kan du ikke bruge en forstærkningsskala. Aversiv kontrol er kun effektiv, hvis hunden ved, at den bliver irettesat hver eneste gang, den laver en fejl.
Som vi kan se, er det to fundamentalt forskellige måder at træne på. Træner man med aversiv kontrol, kan man sige, at man leder efter fejlene. Hver fejl må irettesættes, og efterhånden finder hunden ”den smalle sti”, som den skal holde sig på for at slippe for ubehageligheder. Hvis man træner med positive forstærkninger, overser man fejlene og leder efter det, som hunden gør rigtigt. Efterhånden finder hunden ud af, hvad der udløser belønningen, og hvad der ikke gør. Derfor er det ikke så mærkeligt, at træningsrådene er så forskellige.
”Sikker i øvelsen”…..?
Mange hundeejere bruger positiv forstærkning i indlæringen, men hævder så, at man efterhånden må stille ”krav”. Dette indebærer stort set, at man begynder at korrigere hunden, når den laver fejl. ”Den ved jo, hvad den skal gøre…!” Man starter altså indlæringen med positiv forstærkning, men baserer sig efterfølgende også på aversiv kontrol. Det hævdes, at det er nødvendigt for at gøre hunden ”sikker” i øvelsen. Det er måske en mulighed, men på ingen måde nødvendigt.
Der er ingen træner, som kaster sig over en spækhugger, der laver fejl, for at korrigere den (det ville jeg for resten gerne se) – og de kødbjerge bliver alligevel temmelig sikre i at hoppe igennem ringe. Her skærper man ”sikkerheden” i øvelsen gennem variabel forstærkning og ved at holde fisken (belønningen) tilbage, når spækhuggeren laver en fejl, ikke præsterer godt nok eller ikke udfører øvelsen hurtigt nok på kommandoen/signalet – og det samme kan man gøre med hunde.
En hund bliver aldrig 100% sikker i at udføre en øvelse. ”Fuld kontrol”, som mange snakker om, siger vel mere om den enkelte instruktørs markedføringsegenskaber end om deres forståelse for, hvordan levende væsner fungerer.
Hver gang hunden bliver belønnet for at gøre en ting rigtig, bliver den lidt bedre, og det bliver en tand mere sandsynligt, at den også vil gøre det rigtigt næste gang. Det er vores opgave at få hunden til at lave så mange vellykket repetitioner som muligt i så mange forskellige situationer som muligt. (En ”vellykket repetition” består tre ting: 1) hunden gør det, vi vil have, 2) vi forstærker præcist, og 3) forstærkeren er noget, hunden virkelig sætter pris på). Hvis vi træner rigtigt, vil vi efterhånden få en hund, som gør det, vi beder den om, i de allerfleste situationer – og det skal vi være tilfredse med.
Er det praktisk muligt bare at overse det, hunden gør forkert, og så kun belønne, når den gør det rigtige? Det er desværre ikke helt så enkelt. Det havde været så nemt, hvis de eneste positive forstærkninger i hundens liv befandt sig i vores jakkelomme, men verden byder også på andre fristelser. Det er selvsagt meningsløst at overse eller ignorere en hund, som ikke kommer, når der bliver kaldt, men løber hen til andre hunde eller går og snuser til et bestemt sted. Selvom hunden gik glip af en godbid, fordi den ikke kom, blev den jo stadigvæk belønnet for at stikke af. At lege med andre hunde eller lugte til efterladenskaber fra tæver er nogle meget effektive forstærkere! Det at overse hunden er kun effektivt, så længe vi har kontrol over det, som hunden ønsker at få (opmærksomhed, godbidderne i vores lommer osv.).
Derfor er det i nogle situationer nødvendigt at sætte grænser eller rettere forhindre, at hunden bliver forstærket for en uønsket adfærd. Men det kan gøres på en rolig og venlig måde uden at skyde gråspurve med kanoner. Brug en lang line, så du roligt kan stoppe unghunden, når den prøver at stikke af. Klik og beløn, når den kommer hen til dig i stedet (og lad den måske løbe hen til den anden hund som belønning, fordi den kom hen til dig!). Sæt hånden foran brystet på hvalpen, når den prøver at hoppe op på kagebordet, klik og beløn, når den beholder alle fire ben på jorden.
Hvilken type forstærkning er ”bedst”?
Hvad virker bedst? Træning med positive forstærkninger eller aversiv kontrol? Vi kan i hvert fald fastslå, at de to indfaldsvinkler er forskellige. Begge dele ”fungerer”, når de bliver brugt rigtigt. Hunden kan lære på begge måder. Til hverdag er begge forstærkningsmekanismer virksomme, hvad enten vi vil det eller ej. I samspillet med andre hunde lærer for eksempel din hvalp, at andre hunde stopper med at true (afslutter ubehaget), når den kigger til den ene side. Dette er et eksempel på aversiv kontrol, selvom det for så vidt er helt uskyldigt og ikke skadeligt på nogen måde (så længe den anden hund altså reagerer på hvalpens signaler). Man kan altså ikke sige, at alt brug af aversiv kontrol pr. definition er forkastelig, sådan som det lader til, at nogle synes. Graden af ubehag er afgørende, hvis man vil snakke etik i denne sammenhæng.
Vi er ikke selv så optaget af etik i forbindelse med hundetræning. Derimod er vi meget optaget af, hvad der er effektivt, og det er på den baggrund, at vi vælger at bruge positiv forstærkning frem for aversiv kontrol. Så hvis du efter at have læst denne bog stadig vælger at bruge aversiv kontrol som grundlag for din træning, har vi ikke lavet vores skrivearbejde godt nok. Der er også nogle bivirkninger, du skal være klar over:
Bivirkninger ved aversiv kontrol
Megen brug af aversiv kontrol kan føre til passivitet, og at hunden ikke tør gøre ting på egen hånd. Hunden bliver bange for at gøre noget forkert og finder ud af, at det er mest trygt at gøre så lidt som muligt, i hvert fald så længe ejeren ikke beder dem om at gøre noget. Mange foretrækker faktisk deres hund sådan – som en instinktløs sofalignede organisme uden et gran af egenvilje. Men hvis man skal bruge hunden til aktiviteter, som kræver større selvstændighed (f.eks. jagt, brugsarbejde, redningshund osv.) , vil det være en stor ulempe.
En anden ting er, at det er vanskeligt at være præcis, når du træner med aversiv kontrol. Hunden kan finde på andre måder at slippe for ubehaget på end at gøre præcis, som du ønsker det, så må du også irettesætte det, indtil hunden til sidst finder ud af, at den kun slipper for ubehaget ved at gøre præcis, som du vil have det.
Megen brug af aversiver (ubehag) i træningen kan også føre til stress og efter et stykke tid sygdomme hos hunden. Hunden har det simpelthen ikke godt. Jo stærkere ubehag man bruger, jo værre vil bivirkningerne være. Det er ikke umuligt, at mange hunde, som lider af meget ”diffuse” sygdomme, allergier, dårligt immunforsvar osv. burde få gjort noget ved deres ejer i stedet for at få medicin. Det er som at være på arbejde 24 timer i døgnet med en skiderik som chef. Det kommer der jo som bekendt sygefravær ud af! Vi ser frem mod kontrollerede forsøg, som kan teste denne hypotese.
Nogle hunde ser ud til at tåle brug af hårde metoder bedre end andre, før de ’melder sig ud’ og bliver passive. Mange hundefører bruger derfor flere forsøg, før de finder en hund, som passer (er hårdfør nok) til den type træning. Generelt set ser hyrdehunderacer som schæfer, belgier, border collie o.l. ud til at være lettere at dressere med aversiv kontrol end andre racer. Disse hunde svarer ofte på en irettesættelse ved at blive endnu mere intensive i kontakten med føreren (nogle ejere tolker det som, at de kan lide at blive irettesat, mens hundene i virkeligheden arbejder livet af sig for at dæmpe/berolige føreren). Racer som riesenschnauzer, retrievere o.l. bliver ofte bare sure, passive eller melder sig ud, når de bliver behandlet hårdt. (Hvorfor skal jeg være sammen med dig, når du behandler mig sådan…?).
Når et dyr bliver udsat for smerte og ubehag, sker der også noget andet, som man skal være meget opmærksom på. I hjerne har vi (både dyr og mennesker) et center for belønning og et center for straf. Når vi oplever noget behageligt, stimuleres hjernens belønningscenter og frigør signalsubstanser, som får os til at føle os glade og tilfredse. Når vi oplever ubehag, f.eks. når chefen råber af os, eller vi slår os på tommelfingeren med en hammer, bliver vores strafcenter stimuleret. Vi ved, hvordan det føles. Vi bliver vrede, irriteret og vrantne.
Prøv at forestil dig en dag, hvor alt går galt. Bilen vil ikke starte på grund af frost, og du må kæmpe et kvarter, før du endelig får den i gang. Du kommer for sent på arbejde, får en overhaling af chefen, og han sætter dig til at lave ’lortearbejde’ resten af dagen. Efter arbejde går du tilbage til bilen og opdager, at du har fået en parkeringsbøde for at have parkeret en halv meter over stregen. På hjemvejen er der kø hele vejen, og du er ikke specielt fornøjet, da du endelig træder ind over dørtærsklen – og her begynder ægtefællen at råbe af dig, fordi du har glemt at købe ind. Så slår det klik for dig, og du råber så højt, at både ungerne og hunden gemmer sig. Tror du, at det ville have gået dig lige så meget på, hvis du lige havde fået lønforhøjelse og i det hele taget havde været i strålende humør hele dagen…? Sandsynligvis havde du bare smilet og sagt venligt, at du kunne køre ud og købe ind med det samme.
Du har sikkert selv oplevet lignende situationer. Når vi er i dårligt humør, skal der utrolig lidt til, før vi bliver vrede og lader det gå ud over andre. Der er en rent fysiologisk forklaring på dette fænomen. Når strafcentret stimuleres, sker der en af to ting: 1) vi bliver vrede, eller 2) vi bliver angste.
Når man overfører det til hundetræning, forklarer det pludseligt vældig meget. Mange hunde er gale på andre hunde. Det grundlag bliver ofte lagt i unghundetiden, hvor specielt hanhundene gerne vil hen og hilse på andre hund. I de situationer bliver hunden meget ofte skældt ud og/eller rykket i snoren. Efterhånden lærer den at forbinde synet af andre hunde med ubehag, og vi får disse ukontrolleret udbrud med gøen og udfald, specielt når hunden er i snor.
Sammenligningen behøver heller ikke være så direkte endda. Vi tør godt komme med følgende påstand: Hunde, som trænes meget med brug af ubehag, vil oftere være aggressive og/eller angste, end hunde der trænes udelukkende med positiv forstærkning. Der er selvfølgelig mange andre faktorer, som også spiller ind (miljøtræning, socialisering med andre hunde og mennesker osv.), men vi ser frem til kontrollerede forsøg, som tester denne hypotese. Forstil dig en schæfer (kunne for så vidt have været en hvilken som helst race), som har været til lydighedstræning af den gamle slags. Hunden er blevet godt og grundigt skældt ud og trukket i snoren med jævne mellemrum igennem den sidste halvanden time. På vejen hjem møder de en intetanende golden retriever, og schæferen styrter frem ad og giver den stakkels hund en ordentlig omgang. De færreste ejere vil se nogen sammenhæng mellem træningen og denne episode, men sandsynligvis er der en direkte forbindelse. Schæferens strafcenter har været så stimuleret, at der med stor sandsynlighed måtte ske noget sådan.
På grund af flere uheldige episoder havde Mortens hund, Kiro, udviklet sig til en ikke helt så lille slagsbroder i sin ungdom. Han ville sjældent bide de andre hunde, men han begyndte ofte at gø og snappe hysterisk ud efter dem, når han skulle hilse. Morten iværksatte følgende træning: Hver gang han så en anden hund nærme sig, klikkede han og belønnede med en godbid. Det var ligegyldigt, hvad Kiro gjorde. Han kunne gå ved siden af Morten, kigge op på ham, se på den anden hund – Morten klikkede og belønnede alligevel, gerne 7-8 klik og beløn, inden de kom hen til den anden hund. Vi opdagede, at hver gang vi kørte dette oplæg, var der stort set ingen ballade, når han hilste på den anden hund. Vi klikkede også, når Kiro kunne gå væk fra den anden hund uden ballade. Jeg tror, at en stor del af årsagen til den forbedring lå på et ”medicinsk plan”. Hans belønningscenter blev stimuleret lige før, han mødte den anden hund, og det gjorde, at hans ”lunte” blev meget længere, end den ellers villet have været. Da han først fik chancen for at lære, at det var ok at hilse pænt på andre hanhunde og gå videre uden at lave ballade ved, at han blev belønnet for det flere gange, gik det hurtigt fremad. Nu går der lang tid imellem, at han kommer op og toppes med andre hunde.
Vi tror, at man med mange af de hunde, som er såkaldt aggressive, kan gøre meget bare ved at se på, hvordan hunden behandles til hverdag. Ofte skal der også gøres andre ting, men det er en god start at sørge for, at din hund har det godt og er i godt humør. Og klikkertræning får med garanti din hund i godt humør!
Positiv forstærkning virker med andre ord modsat af ubehag. Hunden bliver gladere og mere tilfreds. I tillæg er positiv forstærkning en mere præcis måde at træne på. Man kan fortælle hunden nøjagtigt, hvad man vil have, at den skal gøre, i stedet for at fortælle den om alle de ting, den IKKE skal gøre.
Man kan selvfølgelig også lave fejl, når man træner med positiv forstærkning. Timing er vigtig. Belønningen skal være så god, at hunden virkelig vil arbejde for den. Men hvis man laver en fejl, sker der ikke noget værre, end at hunden ikke lærer det, du gerne vil have – du ødelægger i hvert fald ikke forholdet mellem dig og hunden.
Ja tak, begge dele…?
Hvis man bruger både positive forstærkninger og aversiv kontrol under træningen, er der en faktor, man skal være opmærksom på. Vi kan forestille os en hund, som bliver belønnet med både godbidder og andre ting, når den gør noget rigtigt, men også kraftigt irettesat, når den gør noget forkert – en ikke helt ualmindelig praksis. Når hunde udsættes for megen ubehag under træning, bliver virkningen af belønningen mindre. Hunden kan slet og ret blive så optaget af at undgå det ubehagelige, at den holder op med at arbejde særlig ihærdigt for belønningen. Det kan hænge sammen med, at det evolutionært set har en større overlevelsesværdi at undgå noget truende end at opnå en enkelt fordel.
I en medicinsk fagbog har vi hente følgende udsagn: ”Det er specielt interessant at stimulering af strafcentret (i hjernen) ofte kan hæmme centrene for belønning og velbehag totalt, noget som demonstrerer, at straf og frygt tager over i forhold til velbehag og belønning” (Guyton & Hall, 1996). Sagt på en enklere måde: du kan belønne hunden, til du er grøn i hovedet, men det ”går ikke ind”. Hunden arbejder kun for at undgå at blive irettesat – ikke for belønningen.
Der er også en anden ulempe ved at kombinere brug af belønning og ubehag. En af de største fordele ved at træne 100% positivt er, at du meget effektivt kan “fortælle” hunden, at den lavede en fejl ved bare at holde belønningen tilbage. På den måde kan du på en god måde fortælle hunden, både hvad den gør rigtigt (= belønning), og hvad den ikke gør rigtigt (= ingen belønning). Hvis man derimod kombinerer brug af belønning og ubehag, er det ikke lige så effektivt at holde belønningen tilbage, når hunden laver en fejl. Fordi for denne hunden betyder både “belønning” og “ingen ubehag”, at den gjorde det rigtige! Hunden er derfor fortsat ganske fornøjet, for den oplevede jo i hvert fald ikke noget ubehageligt. Man mister dermed en meget god måde at kommunikere med hunden på og må derfor ofte gå hårdere til værks for at fortælle den, når den laver en fejl (med alle de ulemper det fører med sig). Det er med andre ord svært at holde op med at bruge aversiv kontrol, når du først er begyndt.
Den sidste årsag til, at aversiv kontrol er mindre effektiv, er, at du ”ødelægger” dine kommandoer! Hvorfor kommer vi tilbage til senere…
Opsummering
Al adfærd styres af enten positiv forstærkning eller aversiv kontrol. Det gælder både under træning og til hverdag. Hvis vi ønsker at forklare og forstå hundens adfærd, er det vigtigt at kende til begge disse mekanismer. Målet med dette kapitel var at vise, at man må træne helt forskelligt, alt efter hvilken type forstærkning man arbejder med. Når folk kommer med modstridende råd, kan det ofte forklares med, at de arbejder med forskellige forstærkninger. Derfor kan de begge faktisk have lidt ret på hver deres måde. Der er imidlertid ingen tvivl om, hvad der er mest effektivt, og hvis hunden skulle vælge, er der nok endnu mindre tvivl om, hvad den vil foretrække… Træning med positiv forstærkning kræver lidt arbejde og tålmodighed af ejeren i starten, men resultatet bliver så meget bedre på længere sigt.
Det vigtigste er måske at være klar over, at det er forstærkninger, som gør, at vores hunde lærer – både imponerende lydighedsøvelser og irriterende unoder. En god måde til at gøre din træning mere effektiv er at tænke igennem og blive bevidst om, hvilken type forstærkning du bruger. Næste gang du modtager et velmenende råd fra en instruktør eller træningskammerat, kan du analysere, om dette råd bygger på positiv forstærkning eller aversiv kontrol.
Og i hvert fald ikke lade dig snyde af, at den, du får rådet af, pakker det ind i fine ord som ”lederskab”, ”respekt”, ”flokdrift”, ”ejeren i fokus” osv. ovs. Nu hvor du har læst dette kapitel, kan du gennemskue denne retorik. Forlang altid at få konkrete råd!
Det virkelige gennembrud kommer, når du tager denne forståelse med dig ud i livet og begynder at analysere både dyr og menneskers adfærd, mens den finder sted. Se situationen, se på adfærden og se på resultatet af adfærden. Blev adfærden, du lige observerede hos naboens hund, opretholdt af positiv forstærkning eller aversiv kontrol? Kunne det have været gjort på en anden måde…?