Når vi rejser rundt og holder kurser, bruger vi erfaringsmæssigt meget af den første kursusdag til at kurere deltagerne for nogle almindelige syndromer som viser sig at have stor udbredelse i hundeejerpopulationen. Disse syndromer kan forsinke træningen og ødelægge konkurrencer, så det betaler sig derfor at kvitte dem så hurtigt som muligt. Læs videre, så opdager du måske at du også er smittet selv – og ikke mindst hvordan du kan blive ”rask” igen.
Tekst: Morten Egtvedt
Egernsyndromet
Dette syndrom udarter sig ved at hundeejeren tilsyneladende har en sygelig trang til hele tiden at sige smaskelyde til hunden for at få den til at følge med. De færreste hundeejere er klar over at de smasker så meget som de faktisk gør, og hvis de bliver gjort opmærksom på den høje smaskefrekvens (og at de nærmere lyder som små egern end som gode hundetrænere), bliver de fleste så flove at de holder op af sig selv.
At sige smaskelyde til hunden hele tiden når den er uopmærksom, kan lyde uskyldigt, men mange hunde lærer at blive kronisk uopmærksomme som følge af sådan træning. At sige smaskelyde eller anden opmærksomhed fra føreren når hunden ikke følger med, vil stort set forstærke den uønskede adfærd. Dette fører igen til at hundeejeren føler behov for at smaske og lokke endnu mere, og så har man den gående…
Når vi opdager symptomer på egernsyndromet, sætter vi hurtigst muligt hundeejeren på en streng hold-kæft-diæt hvor han eller hun skal overse hunden hvis den er uopmærksom og i stedet belønne når hunden frivilligt tager kontakt på eget initiativ. Efter et par sæt med en sådan træning ser hundeejeren som oftest en så stor forbedring i kontakten med hunden at egernsyndromet bliver permanent kureret.
Mobiltelefonsyndromet
Hvis symptomer på egernsyndromet ikke bliver opdaget og kureret på et tidligt tidspunkt, risikerer man at hundeejerens tilstand forværres og går over til et nyt og mere alvorligt stadium – det frygtede mobiltelefonsyndrom. Dette arter sig ved at hundeejeren til stadighed råber: ”Hallo!??” til hunden (som oftest i forbindelse med at hunden ikke er opmærksom eller netop har overhørt en kommando). Man kalder derfor også af og til denne tilstand for hallo-syndrommet. Feltstudier har vist at lidelsen er svært udbredt blandt retriever-ejere (spørg os ikke hvorfor…), men mobiltelefonsyndromet påvises også blandt ejere af andre racer.
Lidelsen kureres, i lighed med egernsyndromet, ved at hundeejeren først gøres opmærksom på hvor latterligt det ser ud når han eller hun råber: ”Hallo ??!” ind i øret på sin hund. Derudover behandles tilstanden ved at lære hundeejeren at gå tilbage i træningen og træne bedre når man opdager at hunden sjældent responderer på en kommando. Dette fungerer utroligt nok så meget bedre end at råbe ”Hallo!??” til hunden at de fleste hundeejere bliver syndromet kvit ganske hurtigt.
Hjerteinfarktsyndromet
Hjerteinfarktsyndromet rammer næsten 80% af alle hundeejere, og det ser ud til at ramme lige hårdt i alle aldersgrupper. Til trods for at de fleste brugs- og lydighedsfolk ser ud til at være rygere (observationer af hundeejere under fællesdæk med fører i skjul støtter denne hypotese), ser dette ikke ud til at spille ind på forekomsten. Syndromet rammer de ikke-rygende hundeejere lige så hårdt.
Lidelsen viser sig ved at hundeejeren tilsyneladende har et kronisk behov for at tage sig til brystet når han/hun træner sin hund. Ofte kombineres denne mærkelige håndstilling med at hundeejeren holder en tennisbold eller godbid i hånden foran brystet. Også en del klikkertrænere vil absolut holde klikkeren foran brystet eller maven.
Denne tilstand er ikke så alvorlig for hundeejeren selv som den ser ud til, men en farlig bivirkning for hunden er at den kun gider at følge med så længe hundeejeren holder bolden/godbidden synligt i hånden foran brystet.
Lidelsen kureres ved at hundeejeren lærer at gemme belønningen væk i lommen indtil hunden faktisk skal have belønningen. Og klikkeren skal holdes skjult i hånden ned langs siden når du træner. De fleste hundeejere forstår ræsonnementet og er villige til at forandre sig når de hører at de er i fare for at måtte gå med hånden som Napoleon resten af livet, noget der hverken ser særlig smart ud eller er særlig populært i konkurrencer.
Tilbagefaldsprocenten er imidlertid ganske høj, og det er i alvorlige tilfælde nødvendigt at supplere behandlingen med at binde hundeejerens hænder stramt ned langs siden så de ikke spjætter ukontrolleret op foran brystet igen.
Bivirkningerne for hundens vedkommende ser ud til at forsvinde ganske hurtigt så snart den opdager at den kan få belønningen selv om hundeejeren går med hænderne ned langs siden.
Hekseskudsyndromet
Dette syndrom er også særdeles udbredt. Hundeejere som er ramt af denne lidelse, er lette at genkende på at de konstant står eller går med foroverbøjet ryg/nakke og nedstirrer deres hund. Lidelsen bør behandles på et tidligt stadium for at forhindre at tilstanden bliver kronisk. Hundene bliver hurtigt hjælpeafhængige af at ejeren bøjer sig ned på denne måde, og ejeren risikerer dermed at måtte gå sådan resten af livet (noget som faktisk kan resultere i ÆGTE hekseskud!).
Lidelsen kureres ved at ejeren får besked på at rette ryggen og se lige frem. Så snart hunden finder ud af at den ofte bliver belønnet også når ejeren går/står normalt, går tingene snart over. I ekstreme tilfælde kan det alligevel være nødvendigt at stikke et kosteskaft ned i sweateren på hundeejeren. Det anbefales imidlertid at prøve andre og mere positive behandlingsmetoder først…
Kængurusyndromet
Det sidste syndrom vi vil beskrive i denne lille artikel er ikke særlig alvorligt, men det kan af erfaring være meget irriterende for instruktøren, og er faktisk helt ulovligt i konkurrencer. Det er i de seneste år blevet mere og mere almindeligt at se hundeejere som går med nogle store stygge tasker i forskellige farver og udførelser hvor godbidderne opbevares under træning. ”Det er så praktisk og enkelt at have dem der.”, siger hundeejerne som er ramt af syndromet.
De fleste hundeejere ser ud til at leve godt med lidelsen, men Cecilie er ved nogle anledninger blevet observeret hvor hun rykker mavetasken af en forskræmt kursist, tramper på den og skælder eleven ud før hun sætter ild til mavetasken. På gode dage nøjes hun med at beslaglægge mavetasken indtil kurset er slut, men det hører til undtagelserne.
De fleste kursuselever som rammes af dette syndrom (og derefter af Cecilie) ser imidlertid ud til at tage optrinnet med stor forståelse når det bliver forklaret for dem at det er vældig upraktisk med en hund som kun er lydig når vi går med en stor og styg taske på maven (”som en anden #$%&?# kænguru”, tilføjer Cæcilie ofte pædagogisk).
Opsummering
Om denne artikel kurerer dig for nogle af de nævnte syndromer (eller for alle eventuelle planer om at udsætte dig for et kursus med os), er ikke til at sige. Uanset hvad tror vi du vil have stor glæde af at observere disse syndromer på andre hundeejere. De er mere udbredt end man skulle tro.